
Under verden – bag skærmen – over enhver forstand
Nis Rasmussen
Ca. 350 sider
229,00 kr.
"I loftet dæmpedes skæret fra den store lampe til et blegt, måneagtigt lys.
Væggene syntes langsomt at trække sig tilbage, så rummet blev endnu større, og en hvisken som af tusind stemmer fyldte det gigantiske rum.
Stemmerne sang om evig søvn og kulsort nattemørke: ”Sov, sov, min pige! Drøm om evigheden og det store mørke. Sov, sov, min pige!”
Minut for minut sank temperaturen, og den sovende Katrine mærkede det som gåsehud på sine arme og ben, men hun vågnede ikke. Hun sov simpelthen for tungt.
Fra tusmørket dukkede lysende øjne op. De holdt sig på afstand, men blev flere og flere. De glimtede ondt og grusomt i rødt og gult. Og alle stirrede de på den sovende Katrine. Og langsomt, næsten umærkelig langsomt begyndte de at komme nærmere."
Første bog i den uhyggelige, ufattelige og umanerligt underholdende historie om pigen, Katrine, der i en større sags tjeneste bliver hentet til Underverden, hvor hun er udset til at finde de sagnomspundne Verners Hjerner, inden andre med knap så ædle motiver kommer først. I sandhed et kapløb på liv og død!
|
Fra lektørudtalelsen: Bogen henvender sig til alle elskere af fantasy, og disse skal være rimeligt gode og rutinerede læsere …
Gys og fantasy er tilsyneladende Rasmussens speciale, og han har da også et godt tag på disse genrer. Herværende fantasybog er velskrevet, spændende og uhyre fantasifuld. At lade en tv-udsendelse være en port mellem to verdener er set før, men Rasmussen slipper godt fra det og formår at give plottet sin egen personlige drejning. Den underverden, som hans personer bliver overført til, er skildret med frodig fantasi og sans for stemningsskabende elementer. Fængende og farverig forside … En rigtig god fantasybog, som kan læses fra 12 år. Rasmussen kan gå hen og blive en dansk fantasyforfatter af format.
|